Torsdag d. 14. marts 2019, Kl. 19:30 til kl. 21:00

Musica Ficta under ledelse af komponist og dirigent Bo Holten gæster Sct. Catharinæ Kirke hele tre gange i 2019. Det professionelle vokalensemble og kirken vil i samarbejde præsentere en serie på tre forskellige koncerter, som afspejler Musica Fictas særlige musikalske speciale, nemlig senrenæssancens vokalmusik. Musica Ficta vil ved to af koncerterne invitere gæstemusikere med på tur og i forbindelse med projektet vil Musica Ficta gennemføre undervisningsforløb med musikklasserne på Hjørring Gymnasium; resultatet af dette samarbejde vil man kunne høre ved den sidste koncert i rækken. 

Den reformerte Kirke har ikke bare sin egen liturgi og sine egne idealer og læresætninger, – men også sin egen musik. Denne særlige variant af reformationen havde stort følgeskab i Nederlandene. Det blev derfor ikke så underligt Jan Pieterszoon Sweelinck (1562-1621), der hørte hjemme i Amsterdam, der blev denne trosretnings store komponist.

Hans måske største indsats indenfor vokalmusikken er tonesætningen af samtlige 150 Davids-psalmer fra Det Gamle Testamente. De er tonesat i højrenaissancens overdådige, polyfone stil, – alt fra enkel 4-stemmig sats til højst komplicerede 6- og 7-stemmige satser, for ikke at tale om kernesatser som er komponeret i 8-stemmigt dobbeltkor. Denne musik vandt naturligvis stor udbredelse i Nederlandene, og iøvrigt også andre steder i Europa, og den er et hovedværk i sen-renaissancens musik.

Musica Ficta agter at fylde et helt koncertprogram med Sweelincks yppige Psalme-satser og samtidig sætte publikum ind i denne musik og denne trosretnings særlige karaktertræk, samt give lidt historisk (og religions-historisk) baggrund for tilblivelsen af Sweelincks kolossale opus.

Ved koncerten vil Allan Rasmussen deltage med virtuose stykker for cembalo også af Sweelinck.

Medvirkende
Musica Ficta, dir. Bo Holten
Sted
Lille Kirkestræde 1, 9800 Hjørring, Danmark
Pris
Entré kr. 75