Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Steen Wrensted Jensen, orgelmusik af Vierne og Malling

OKT
21

Steen Wrensted Jensen, orgelmusik af Vierne og Malling


Dato Onsdag d. 21. oktober 2020, Kl. 19:30 til kl. 21:00
Sted Sct. Catharinæ Kirke, Lille Kirkestræde 1, 9800 Hjørring
Pris
Fri entré. Dørene åbner kl. 19.00.
Steen Wrensted Jensen, orgelmusik af Vierne og Malling

Otto Malling var en i sin samtid højt respekteret musiker. Hvad han som komponist

muligvis kunne mangle i originalitet, kompenseredes gennem hans overlegne dygtighed, og han skrev da også – som den eneste dansker hidtil – en instrumentationslære og blev i øvrigt Niels W. Gades efterfølger som direktør for konservatoriet. Otto Malling, som i år 1900 frem til sin død i 1915 blev J.P.E. Hartmanns efterfølger ved orglet i Københavns Domkirke, komponerede godt 60 såkaldte ”stemningsbilleder”, der refererer til motiver, hændelser og ord fra biblen. Med disse værker, der blev til i årene mellem 1892 og 1910, prægede og repræsenterede Otto Malling på fornem vis dansk orgelromantik i slutfasen, ligesom musikken udgivet på også Wilhelm Hansens musikforlag i Leipzig må formodes at have været spillet rundt om i Tyskland. Stemningsbillederne er samlet i en række hæfter med hver deres fortælling, heriblandt ”PAULUS” der indeholder 6 ”billeder”:

Otto Malling (1848 – 1915): ”Paulus” op. 78 (1903)

1. billede, Saulus raser mod Herrens Disciple er en allegro feroce-sats (heftigt, ubehersket), der såmænd godt kunne være hentet ud af en Widor-orgelsymfoni. I midterdelen forekommer som en slags ”ledemotiv” (til trods for, at Malling bestemt ikke var nogen ynder af Wagner) en beroligende ”tale”': Det er tydeligvis Saulus/Paulus, som her ”besinder sig”. Dette ”besindelsesmotiv” går igen i 2. og 3. billede.

2. billede, På Vejen til Damaskus begynder i en let urolig march-rytme, der afbrydes af besindelses-motivet, efterfulgt af lyset fra Himmelen og røsten, der med orglets kraftigste stemmer siger: ”Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?” Spagfærdigt spørger Saul: ”Hvem er du, Herre?” ”Jeg er Jesus, som du forfølger. Men stå op og gå find til byen, så skal der blive sagt dig, hvad du bør gøre”. Saul var blevet blindet, men drager med sine rejsefæller ind i Damaskus. Musikkens march-rytme er nu blevet rolig og fortrøstningsfuld, og satsen slutter med besindelses-motivet i afklaret ro.

3. billede, Saulus bliver seende og omvender sig, er en stilfærdig andante der snart leder over i besindelsesmotivet i piano pianissimo. Satsen ender triumferende i et crescendo over koralen Af højheden oprunden er/en morgenstjerne klar og skær. Saul har fået synet igen og kommer til tro.

4. billede, Paulus forkynder Evangeliet og Lider Forfølgelse, fokuserer (Apostlenes Gerninger 13,47-52) først på forkyndelsen i en hurtig, energisk sats i mol som alternerer med linjer af koralen Sions vægter hæver røsten på orglets svage stemmer, dernæst på forfølgelsen med en voldsom musik i bevægede trioler. Sluttelig gentages forkyndelsesmusikken, denne gang afklaret i A-dur.

5. billede, Folket holder Paulus for en Gud og ofrer til ham, begynder fredfyldt med raffineret melodik og harmonik. Apostlenes Gerninger beretter om Paulus’ helbredelse af en lam, en undergerning der får folkeskarerne i Lystra til at tro, at han er en gud. Musikken viser i en danseagtig, ’hedensk-østerlandsk’ allegretto, der efterhånden nærmer sig det frenetiske, hvordan de tilbeder og ofrer til Paulus og Barnabas, hans medapostel, indtil de — med musikkens abrupte formindskede septimakkord — springer ind midt i skaren og bedyrer, at de er mennesker som de selv, og at de forkynder evangeliet om, at de skal vende sig fra disse tomme afguder til den levende Gud. Også denne sats slutter fredeligt i dur.

6. billede, Kjærlighedens Gave, har sit tekstlige forlæg i Kærlighedens Højsang (Paulus’ 1. brev til korinterne, 13,13): ”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden”. En hymnisk maestoso, der lader hele værket klinge ud i C-dur i tredobbelt forte.

 Kommentarer 1-6 ved Helge Gramstrup, tidl. organist ved Skt. Markus Kirke, Århus

Louis Vierne (1870 – 1937): Deuxième Symphonie (1903)

Allegro - Choral - Scherzo - Cantabile - Final

Louis Vierne blev født i 1870 (150 år siden!) og var fra 6-års alderen svagtseende, hvorfor han i 1880 kom ind på det Nationale Blindeinstitut, hvor César Franck tog ham under sine vinger, gav ham privatundervisning i harmonilære og lod ham deltage i sin orgelklasse på Pariserkonservatoriet. Samme år, 1890, som César Franck døde, blev Louis Vierne fuldgyldig studerende på konservatoriet, hvor hans lærer nu blev Charles-Marie Widor, som de fleste her hjemme nok især kender for hans berømte ”Toccata”, der bl.a. er spillet ved de royale bryllupper (Margrethe & Henrik, Frederik & Mary). Vierne blev inden længe Widors assistent på konservatoriet, ligesom han vikarierede for Widor ved orglet i den mægtige kirke St. Sulpice.

Efter eksamen med højeste udmærkelse i 1894 gik der nogle år, inden Louis Vierne i konkurrence med fire andre organister i 1900 blev udnævnt til organist ved Paris' hovedkirke, Notre Dame. Denne stilling beholdt Vierne bogstaveligt talt indtil sin død 2. juni 1937: Vierne havde underrettet præsterne om, at han ville spille en sidste koncert, og på vej op ad trapperne mod orgelpulpituret skulle han endda til en dame ved sin side have sagt: ”I aften skal jeg dø. Jeg beder Dem om at varetage min musik!” – Organisten Jean Langlais var til stede under koncerten og beretter: ”Og pludselig, som han afsluttede det sidste værk på programmet, hørte vi et ”e” i pedalet efterfulgt af et bump og kort efter to klask. Vierne var faldet ned af orgelbænken og en tilstedeværende doktor klaskede ham på kinderne. Men han var død.”

Louis Vierne foretog mange turnéer i Europa og optrådte 1927 også i USA og Canada. Hans kendteste værker findes indeholdt i de to samlinger ”Pièces de Fantaisie” og ”24 Pièces en style libre”, hvortil kommer de seks ”Orgelsymfonier”, som betegner højdepunktet inden for genren, - storladen senromantisk lyttervenlig musik, der udnytter alt, hvad orglet kan fra det spædeste pianissimo til det mest kraftfulde fortissimo! 

Orgelsymfoni nr. II blev færdig i 1903 og fik meget fin kritik fra en sværvægter inden for musikkens verden, nemlig Claude Debussy, som skrev: ”Hr. Viernes symfoni er sandt at sige bemærkelsesværdig. Den kombinerer rig musikalitet med geniale opdagelser i orglets særlige klangverden. Johann Sebastian Bach, vores alle sammen fader, ville have været meget behaget. . .”